ATK-træning styrker fællesskabet
I 2021-sæsonen har assisterende speedwaylandstræner, Henrik Møller, m.fl. været på ATK-turné med træninger for de yngste i DMU’s klubber. Målet er at fremme ATK-uddannelsen og træningsmiljøet i klubberne.
Der har været masser af sparring og træning i landets speedwayklubber, da landstrænerne kom besøg for at afvikle ATK-træninger for de yngste kørere nær og fjern. Alt i alt har træningssamlingerne været en stor succes, hvor kørerne og deres forældre er kommet fra mange steder i landet.
– Børnene har været rigtig glade for træningerne og vi har oplevet flere, der kom igen til træningerne i de andre klubber. Samtidig var forældrene rigtig meget på og både lyttede og spurgte meget ind til, hvordan man træner bedst. Så interessen for fast, struktureret træning er rigtig stor. Og det har også været rigtig spændende at se de mange talenter i klubberne, som allerede nu viser stort potentiale, fortæller Henrik Møller.
ATK træningssamlingerne i speedway har været et forsøg på at vise, hvordan man kan strukturere en træning på en ny og ensartet måde. Det er nemlig meget forskelligt, hvordan man træner ude i klubberne som Henrik fortæller:
– Jeg tror, det kan være meget generelt i motorsporten, at barnet bliver trænet af deres forældre i den klub, man er medlem af. Sådan har man jo gjort i mange år. Men vi skal have mere fokus på, at børnene har det sjovt, og det har de oftest, når de træner sammen med andre børn. Derfor så jeg da også gerne, at kørerne f.eks. samlede sig oftere til træningerne i naboklubberne, så endnu flere kan træne sammen og have det sjovt.
ATK giver fundamentet
Henrik Møller har meget erfaring med speedwaysporten. Han startede selv som helt ung på 50cc og kom hele vejen til DMU’s U21 landshold, til han sluttede den aktive karriere i 2014. Men mange års erfaring på en speedwaycykel er ikke det, der gør én til en god træner.
– Det er selvfølgelig en fordel at have kørt selv for at komme med konkrete tips til en kører, men det er ikke afgørende. Derfor giver ATK-værktøjerne et rigtig godt fundament til at træne andre. Da jeg var på ATK-uddannelsen fik jeg enormt meget ud af at sparre med de andre på holdet. Jeg lærer stadig meget af andres kreativitet til træninger den dag i dag, fortæller Henrik og fortsætter:
– Jeg ved godt, at langt de fleste nok hellere vil ud og vride i gashåndtaget og lugte til metanolen frem for at lære om ATK. Men uddannelsen gør, at man kan skrue en trænning godt sammen til sine kørere. Og så længe du har lysten til at være træner, så er det ikke vigtigt, om du selv har kørt speedway. Vi håber i hvert fald, at flere vil tage uddannelsen, så vi kan få flere faste træninger i speedwayklubberne, så vi kan styrke sammenholdet og talentudviklingen i dansk speedway, afslutter Henrik Møller.
Artikel Motorbladet oktober 2021