Om læring og konflikthåndtering

Mennesker har forskellige måder at lære på. Jo bedre du kender dine kørere, jo bedre kan du tilpasse din undervisning efter, hvordan dine kørere lærer bedst.

Knud Illeris har i sin bog ”Læring” beskrevet de grundlæggende forhold inden for emnet læring. Illeris tager udgangspunkt i, at når noget skal læres, er der tre ligeværdige dimensioner, som skal være til stede. Følgende tre dimensioner er en forudsætning for, at der kan læres noget: Indhold, drivkraft og samspil.

  • Indholdsdimensionen handler om, at der er et eller andet som skal læres – det kan fx være noget om, hvordan man skal bevæge sig på speedway- eller motocrosscyklen i startøjeblikket. I princippet kan indholdsdimensionen dække over alt det, der skal læres, udvikles på – viden, færdigheder, kompetencer, holdninger osv.
  • Drivkraftdimensionen handler om motivation – køreren skal være motiveret for at lære dét, der skal læres. Som regel er kørere motiveret for at lære nyt, men ikke desto mindre er det vigtigt, at træneren motiverer for det, som skal ske – det som skal læres – fordi der skal mobiliseres psykisk energi for at kunne lære. Drivkraftdimensionen handler om følelser og om vilje.
  • Samspilsdimensionen handler om alt det, der sker i samspillet med omverdenen. Det kan være en træner, en anden kører osv. Samspillet sker gennem handlinger, kommunikation og samarbejde. Der er tale om det nære, sociale samspil, hvor køreren interagerer med og indgår i relationer med andre.

Når du som træner arbejder med en eller flere kørere, er der som oftest flere typer af læring i spil. Det kan være tilføjende læring, hvor man bygger videre på dét, man kan i forvejen. Denne læringstype svarer til, at når et barn kan håndtere en løbecykel, så vil det være tilføjende læring at køre på noget med motor. Køreren har allerede lært at holde balancen på løbecykel og denne del bringes med over på fx en 50cc. Det nye, som køreren udsættes for af dig som træner, tages ind af køreren, som bygger videre på det læringsfundament, som allerede findes.

Men man kan som træner også komme til at stå i en situation, hvor køreren skal lære noget helt nyt, noget som der ikke findes et fundament til i forvejen – eller at der ikke findes noget, der kan bygges videre på. Denne læringstype kaldes overskridende læring. Man kan forestille sig, at en kører, der måske er lidt bange for fart, vil opleve netop farten og at køre ind i svingene som overskridende læring. Denne type læring, hvor der ikke findes noget fundament, kræver at køreren skal arbejde noget mere med det, som skal læres. Det skal måske udvikles gradvist og over tid, for at køreren kan forstå det. Den overskridende læring er betydelig mere krævende end den tilføjende læring, og nogle kørere kan opleve det som utrygt skulle slippe det kendte – det man kan – og bevæge sig ud i det ukendte. I denne situation gælder det for træneren om at skabe tryghed og fornemme, hvor køreren er i læreprocessen. Hvis man som træner går for hurtigt frem, risikere man at sætte kørerens udvikling i stå, og i værste fald går det den forkerte vej. Man må derfor som træner aldrig presse en kører til noget, som man ikke er sikker på, at vedkommende er klar til.

ZONEN FOR DEN NÆRMESTE UDVIKLING

Den russiske psykolog Lev Vygotsky er ophavsmand til begrebet ”Zonen for den nærmeste udvikling” (se figuren nedenfor). Begrebet dækker over, at det, en træner skal lære sine kørere, skal ligge lige uden for det, køreren kan, og køreren skal støttes i, at det er sikkert og trygt at træde derud. Hvis udfordringen er alt for stor, vil køreren reagere med modvilje, usikkerhed og måske endda angst og søge tilbage til det sikre, som han ved, han kan. Hvis køreren til gengæld ikke udfordres, vil han reagere med kedsomhed – og her vil motivationen forsvinde.

Et eksempel fra speedway kan bruges til at illustrere, hvordan figuren kan anvendes i praksis:
En microkører skifter til 85 cc og skal lære at broadside. Der er mange ting, microkøreren kan i forvejen og hvor køreren er tryg – det kunne fx være i at køre ned af langsiden. Det kan køreren selv – også på en 85 cc, selv om denne speedwaycykel er noget større end en microspeedwaycykel. Køreren skal nu lære at mestre den højere hastighed på en 85 cc. For nogen kørere vil det fortsat være noget, der ligge i den grønne cirkel, for andre vil det være noget, der skal bruges lidt tid på – evt. kombineret med at lære gearskift og for andre er hastigheden en rigtig stor forandring, som skaber utryghed hos køreren. Her skal træneren være særlig opmærksom og ikke presse køreren ud i noget, som skaber en utryg situation for køreren. I værste tilfælde kan det resultere i, at køreren bliver bange – også for noget som køreren før var helt tryg ved.

SELVKONFRONTERENDE LÆRING

Selvkonfrontationsmetoden kan bruges til at hjælpe kørere med at afdække deres stærke og svage sider. De stærke sider skal naturligvis fastholdes og videreudvikles, mens de svage sider skal ændres til noget mere hensigtsmæssigt.

Selvkonfrontationsmetoden kræver, at køreren har opnået en vis erfaring med sporten – ellers vil svage sider ikke kunne erkendes. Normalt vil kørere omkring 12-13-årsalderen være i stand til at identificere egne fejl under forudsætning af, at de samlet set har ca. 5-7 erfaringsår i rygsækken.

I praksis optages fx et antal starter af en kører ved hjælp af fx Coach’s Eye eller almindelig videooptagelse. Den pågældende kører samt de andre kørere og træneren ser sekvensen på en iPad, en fladskærm eller andet tilstrækkeligt stort AV-medie. Den pågældende kører får indledningsvis lov til at kommentere det, han har set. Træneren kan om nødvendigt inddrage de andre kørere til justering af kørerens opfattelse af sig selv. Stærke sider trækkes frem. Svage sider påpeges af træner og evt. bekræftes af øvrige kørere. Det hele kan debatteres og forslag til ændring af adfærd opstilles. Når sekvensen er overstået, er det vigtigt, at køreren fortæller, hvad det er han/hun vil ændre og hvordan. Der kan laves en handleplan.

JOHARIS VINDUE

Selvkonfrontationsmetoden er ovenfor beskrevet med inspiration fra JOHARI’s vindue – et psykologisk værktøj, som fx kan bruges til at afdække personlighed. JOHARI er en forkortelse for to amerikanske psykologer – Joe Luft og Harry Ingham.

JOHARI’s vindue er et stort kvadrat, der repræsenterer et skematisk billede af os selv og vort forhold til andre. Det store kvadratet er inddelt i fire områder, der hver udgør en side ved os selv:

  • Det åbne område er karakteriseret ved at være indset og dermed kendt af både én selv og af andre. Det, der er kendt, er de handlinger, motiver, behov og følelser, som vi tillader andre at få kendskab til. I tilfældet med en træningssamling kunne det fx være, at en kører er bekendt med, hvordan han er/kører og det er de andre (kørere, træner osv.) også.
  • Det skjulte område er det område, hvor vi gemmer alt det, som vi godt ved om os selv, men som vi ikke ønsker, at andre skal kende om os. Følelser som fx frygt og usikkerhed, holdninger som vi ikke ønsker afsløret over for andre og behov, som vi ikke mener, man kan vedkende sig som sportsmand m/k.
  • Det blinde område dækker de forhold og handlinger m.v. som andre bemærker, men som vi enten ikke selv er klar over, eller som vi ikke tror, de andre lægger mærke til. Vor adfærd, herunder det vi siger, kan for andre udtrykke følelser og holdninger, som vi enten ikke selv kender til, eller ikke er klar over kommer til udtryk for andre.
  • Det ukendte område er karakteriseret ved, at indholdet hverken kendes af én selv eller af andre. Det kan fx være ukendte evner, man endnu ikke har opdaget.

Modellen illustrerer, at vi kan ses fra to sider, nemlig sådan, som vi ser og kender os selv, og sådan, som de andre ser og kender os.

Modellen er dynamisk – de stiplede linjer i modellen kan flyttes både den ene og anden retning, når vi henholdsvis giver og modtager feedback. Under de rette og trygge betingelser vil det være en fordel at gøre det åbne område større på bekostning af det skjulte og det blinde område.

Når man som træner har optaget nogle ting fra træningen – fx vha. Coach’s Eye – vil køreren som oftest opdage detaljer, som han/hun ikke tidligere var opmærksom på. Det kommer nu frem i det åbne område, og det kan forstærkes, hvis andre kørere ser samme optagelse og kommenterer på det, der vises (inkl. træneren).

Når køreren får feedback flyttes den linje, som adskiller det åbne og det blinde område, længere over mod højre. Dvs. det åbne område bliver større, og det er hele formålet med øvelsen. Det kan virke meget stærkt på den kører, som er genstand for feedback, hvorfor processen de første mange gange bør styres af træneren.

Når køreren bliver konfronteret med billederne, kan han/hun også selv forklare, hvad der sker på billederne, og her åbner køreren i et eller andet omfang op for det, som ligger i det skjulte område. Når dette sker flyttes den vandrette linje mellem det åbne og skjulte område længere nedad og igen bliver det åben område større.

Denne metode bør ikke anvendes før kørerne er klar til det – hvilket er ca. omkring 14-15 års alderen.